I en sal på hospitalet, hvor de hvide senge står,
:/: lå en lille brystsvag pige syg og bleg med gyldent hår. :/:
Alles hjerter vandt den lille, som hun lå der mild og god,
:/: bar sin smerte uden klage med et barnligt heltemod. :/:
Og hun spørger da sin læge, som ved hendes leje stod:
:/: "Må jeg komme hjem til påske, skal jeg være rigtig god." :/:
Lægen svarede den lille: "Nej, mit barn, det knapt jeg tror,
:/: men til pinse kan det hænde, du kan komme hjem til mor." :/:
Pinsen kom med grønne skove, blomsterklædt står mark og eng,
:/: men den lille syge pige fængsles stadig til sin seng. :/:
Og hun spørger atter lægen, som ved hendes leje står:
:/: "Må jeg komme op til høsten, må jeg komme hjem til mor?" :/:
Lægen svarer ej den lille, klapper hendes gyldne hår,
:/: med en tåre i sit øje vender han sig om og går. :/:
I sin grav nu trygt hun hviler under snebelagte skrud,
:/: efter denne lange vinter er hun gået hjem til Gud. :/:
Gammel nordisk skillingsvise