Så blev det da jul, som det gør hvert år,
og julefest holdes i hver en gård
så langt den hellige kristenhed når.
Og flæskesteg, rødkål og øl og dram
man åd og drak til ære for ham
som fødtes i armod og døde i skam.
Op præsterne gentog de ældgamle ting,
men noget var nyt, for med radiokring
blev talerne sendt - som på engleving!
I æteren bruste velsignede ord
som dengang da hyrderne hørte et kor,
der sang det utrolige: Fred på Jord!
Fabriksherren elsked det bibelsted
og tænkte: hvordan får jeg lønnen ned
men sikrer mig stadig arbejdsfred.
Politichefen nikked og så det var godt,
for gudskelov havde han netop skudt
et oprør i sænk og bragt statsskuden flot.
Rebellerne sad nu bag lås og slå.
De havde det fredfyldt og vented at få
den dødsdom de alle var sikre på.
Og forsvarsministeren roste sig selv
for aldrig tilforn nogen julekvæld
var hans virke for freden så kronet med held.
For fredsgarantien er væbnet magt.
Og den skulle ingen få ødelagt
med venskabstraktat eller afrustningspagt.
Og udenrigsministeren var også glad
for at freden var indført så hurtigt og glat
i Samoa og Nicaragua.
De indfødte trued med lidt af hvert,
men heldigvis havde en giftgasekspert
til advarsel givet dem en kraftig snert.
Hver eneste sjæl i vor kristenhed
blev løftet på bølger af kærlighed,
for fred er det bedste - som alle jo ved!
Men alle de dræbte på ærens mark,
de udstødte knapt et uhøreligt "ak",
og hemmeligt gav de hinanden et spark.
Under Arc de Triomphe lå en ukendt soldat
han rørte sig ikke, han var vel for sat.
Og havde for ofte hørt lignende pjat.
T: Rudolf Nielsen, M: Jon Arne Corrll