Det var på Capri, jeg så hende komme,
det var på Capri, jeg så, hun forsvandt!
Det hele skete, før natten var omme,
før jeg fatted’, om synet var sandt.
Hun stod med et som en fe ved min side,
og hendes mund var en yndig rubin,
og med et smil lod den stille mig vide
at den ønsked’ det samme som min.
Himlen havde tændt sin lygte,
månen løste hjertet ud:
”Frøken, De er den, jeg søgte,
den, jeg altid drømte, blev min brud!”
Men hun fløj bort på usynlige vinger,
og med et suk så jeg, grunden var den:
Hun bar en glat ring af guld på sin finger
Jeg ta’r aldrig til Capri igen.
T: Hjerter Knægt, M: Will Gross