Man binder os på mund og hånd

Gribe efter blanke ting vil hvert et grådigt lille barn.

Binde andre med en ring gør man som helbefarn.

Tænk, hvor har man stået tit og delt et vindues paradis.

Helle, helle det er mit! Og livet går på samme vis:

Man binder os på mund og hånd,

med vanens tusind stramme bånd,

og det er besværligt at flagre sig fri.

Vi leger skjul hos en, som ved

at skærme os mod ensomhed

med søde kontrakter, vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig

var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.

De ord, vi svor med hånd og mund,

de gælder kun den korte stund,

til glæden er borte og alting forbi.

Kærlighed og ægteskab, hvad kommer de hinanden ved?

Kedsomhedens tomme gab, til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst: I gartnerhænder går den ud.

Skærmet får den sin bekomst, men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd,

med vanens tusind stramme bånd,

men ingen kan ejes, vi flagrer os fri.

I alle kærtegn er en flugt

de røde sansers vilde flugt

fra pligternes tvungne fortrampede sti.

Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.

Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.

De ord vi svor med hånd og mund,

de gælder kun den svimle stund,

det netop er kysset fra dig jeg ka li.

Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går.

Bære skæbnen uden trods, hvad der så forestår.

Glad ved hver en venlighed, men uden tro, at det blir ved.

Søge fred, idet vi ved, at vi har ingen krav på fred.

Man binder os på mund og hånd,

men man kan ikke binde ånd,

og ingen er fangne, når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her,

som styrkes i sit eget værd,

når bare vi kæmper for det, vi ka li.

Den, som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl.

Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv.

Det lover vi med hånd og mund,

i mørket før en morgenstund,

at drømmen om frihed blir aldrig forbi.

T: Poul Henningsen, M: Kai Normann Andersen