Den er fin med kompasset

Den er fin med kompasset! Slå rommen i glasset

og stik mig lidt kandis all right på en spoon!

Skønt få er vi nok til at ta’ os en grog til,

og Rosvald og Rosa er bound for Rangoon.

Omkvæd: Trala-la-la-la-la! Trala-la-la-la-la!

Trala-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la-la!

Skønt få er vi nok til at ta’ os en grog til.

Og Rosvald og Rosa er bound for Rangoon.

Vi letter med solen! Fra linjen til Polen

er sømandens pige parat og fidel

Men jeg kendte en pige i Tjingatjuks rige,

hvis elskov – Guds dros! – var som krudt og kanel.

Hun var slank som en lilje, men sort som vanilje.

Og pigens familie var sort som hun sel’.

Men alt har en ende, og slanger har tvende,

Hun snød mig til slut med den torsk til O’Neill.

Dog, rører det den, som har fundet en nænsom

og blåøjet pige nordvest for Skælskør.

Slå rommen i glasset! For hun er kompasset,

der leder os hjem over skumslagne søer.

Gik hyren i hajer ved Singapores kajer

da møder vi hendes bebrejdende blik.

Da angrer vi såre, og knuser en tåre,

ved trækspillets dulmende mørkningsmusik.

Men hen under morgen fortryder vi sorgen –

og håber på ny på en landgangstaifun.

Og ser I os lette, så trøst jer med dette:

Vi elsker Skælskør – men er bound for Rangoon.

T: Hans Hartvig Seedorf, M: Niels Clemmensen