Den jævne, simpe Arbejdsmand maa haardt for Brødet slide;
ja, Danmarks bedste Hædersstand, som oftest Nød maa lide.
Thi ej de rige Folk forstaar og sjældent kun erkender
den store Hjælp de dagligt faar af Arbejdsmandens Hænder.
Hver Sten, som er paa Gaden lagt, har kostet Flid og Møje,
og hver en Bygnings stolte Pragt, vi daglig har for Øje,
er Frugten af den Arbejdsaand, der er vort bedste Smykke;
og derfor bør den grove Haand vi ret med Varme trykke.
Naar Dampmaskinens flinke Hjul os meget Arbejd letter;
naar rask vi farer som en Fugl hen over Mark og Sletter;
er Skibets Køl solid og stærk, saa trygt vi Rejsen ender, -
da er det hele kun et Værk af Arbejdsmandens Hænder.
Hver Modejunkers fine Dragt, hver Frøkens Silkekjole
er Traad for Traad tilvejebragt paa Arbejdsmandens Spole.
Hver Diamant, der klar og ren i Kongekronen blænder,
er kunstig fattet - Sten for Sten - af Arbejdsmandens Hænder.
Og derfor bør vor Arbejdsmand ej lide Nød og Kummer,
thi ej vi ham betale kan med nogle usle Krummer.
Nej, giv ham, hvad han har fortjent, da først vi ret erkender
den store Hjælp vi dagligt faar af Arbejdsmandens Hænder
Tekst: T. W. Rantzau 1871, Melodi: Leif Monnerup