Pigerne udi Spanien

Nu vil jeg synge for jer en vise

alt i fra Spanien, det skønne land.

Der får man rødvin hver dag til maden,

så let som her man får kildevand.

For ser I, pigerne udi Spanien,

de danser polka så let på tå,

alt under palmerne og kastanien,

men de er ikke til at lide på.

Der var en liden i Barcelona

med hvide tænder og kulsort hår,

hun varted' op i en bar ved havnen

og var så 'n henved de atten år.

Hun smilte til mig, hver gang jeg kom der

og drak en brandy og sodavand,

og i mit hjerte en elskovssmerte

straks tændtes op til en ildebrand.

Jeg gik til konsulen i Barcelona

og ville gifte mig med pigen straks.

Han svared bare: "Det skal du ikke,

for her er piger af så mange slags."

Det sagde konsulen i Barcelona,

og jeg gik sorrigfuld til dansebal.

Der traf jeg pigen og hendes kæreste,

og I kan skønne, jeg blev bindegal.

Og jeg drak brandy og sodavatten,

kanske lidt mer' end jeg burde haft.

Så puffed jeg lidt til pigens kæreste

og planted næven i hans snydeskaft.

Men førend jeg vidste ordet af det,

sad der en kniv i min højre arm,

og blodet sprøjted på alle trende,

men mest på pigens den falske barm.

Jeg lå en måned på hospitalet,

og længe efter var leddet stift.

Så stod jeg der uden skib og hyre,

og - ak - min pige var blevet gift.

Og derfor siger jeg: "Du danske sømand,

lad sydens piger kun gå i ro,

men find dig hel're en sød veninde

i gamle Danmark, hun bli'r dig tro."

For ser I, ...

Vilhelm Kragh og Hugo Seligmann