Naar jeg ser et rødt Flag smælde

Naar jeg ser et rødt Flag smælde

paa en blank og vaarfrisk Dag,

kan jeg høre det sælsomt fortælle

om min Verden, mit Folk og min Sag.

Og jeg rejser mig trodsigt i Vrimlen,

mens det kogler af Kraft i mit Mod,

thi det Flag, der nu smældende naar Himlen,

er jo rødt som mit brusende Blod.

Jeg har set min Fader ranke

Ryggen op i Flagets Brus.

Jeg har lyttet og hørt Hjærtet banke

i dets stolte, befriende Sus.

Jeg har elsket dets Farve fra lille,

da min Mor tog mig op paa sit Skød

og fortalte mig manende og stille

om en Fane saa knitrende rød.

Jeg har anet Slægters Striden

imod Fremtids fjærne Maal.

Jeg har set Trælletoget i Tiden

blive Mænd bag ved Kampfanens Baal.

Jeg har set den i blafrende Storme, -

jeg har elsket dens Flammer i Strid,

og bag den saa jeg Arbejdshænder forme

Verden om til en lysere Tid.

Det er Sliddets Slægters Fane

over Fronten vid og bred.

Den skal Ungdommen ildne og mane,

den skal knuse hvert Grænsernes Led.

Den var forrest i fredelig Færden,

den var forrest i Stormklokkens Klemt

den er Fanen, der favner hele Verden -

i dens Folder er Fremtiden gemt.

T: Oskar Hansen, M: Johannes Madsen 1923