Sømandens våde grav

Langt derude på mørke vande

sejled' skuden ind mod land.

Hjem den kom fra fjerne strande,

skuden sejled' sin vante gang.


Alt ombord var så tyst og stille,

kun kaptajnens ordre lød.

Ingen sang og ingen spilled,

yngste jungmand ombord var død.


I hans hjem i en fattig stue

sidder nu hans gamle mor.

Under lampens svage lue

læser hun kaptajnens ord:


"Tungt det falder at skrive brevet,

for din søn, du mistet har.

Han af stormen ned blev revet,

medens han gjorde sejlet klar".


Ingen blomster og ingen tårer

fældes på det store hav.

Han blev sænket på sin båre,

det er sømandens våde grav.


Christian Viberg