På Samsø var en pige, o så skøn, så skøn,
hun sin egen Jørgen elskede i løn,
Ak, men fader, moder / og en ældre broder
elsked verdens goder / - oh, det var en skam.
Jørgen drog så vide i den grumme krig
for sin mø at stride eller ligge lig.
Rædsomt blev han såret, / blev fra slaget båret
med et hul i låret / - o, det var en skam!
Jørgen til Hansine otte breve skrev,
men den onde broder røved hvert et brev.
Brevene han brændte / og et nyt han sendte,
hvordan skal det ende? / - o, det var en skam!
Her skal I nu høre, hvordan brevet lød:
"Jeg er død i krigen under sorg og nød.
Græd dog ej, du kære, / vores Skolelærer
skal din trøster være" / - o, det var en skam!
Hansine græd en måned eller kanske fler,
men da de var gået, græd hun inte mer.
Hun med Gud og æren / ægted skolelæreren,
lystig fløjted stæren / ...fløjtes...
Men på bryllupsdagen vendte Jørgen hjem,
på et træben humped han vemodig frem.
Men den bryllupsmorgen / den, han havde kåren,
netop gik i gården / - o, det var en skam!
"Jørgen," skreg Hansine, "er du rigtig vel?
Hvorfor har du skrevet, du var slawn ihjel?
Nu er det for silde, / her skal være gilde,
jeg skal ha' en lille." / - o, det var en skam!
Jørgen drog sin sabel og sin bajonet,
stak den i sit hjerte, døden den var let.
Under marmorstene / hviler Jørgens bene,
skønt af træ det ene / - o, det var en skam!
T: Johannes Dam, M: Traditionel