Sangen om Larsen

Her er en sang, om en mand, der hed Larsen,

det’ ham man møder på gaden hver dag,

og han var tem’lig uheldig med livet,

som han ellers havde ventet meget af.

Det sku’ vær’ så godt, og så det’ faktisk skidt

Han var født i en nobel familie,

og hans forældre, de sa’ ham så tit:

når du blir stor, og skal til og ha’ stilling

ska’ du få dig no’d, der er absolut solidt.

Han kom i skole og lærte at fedte

for dem der’ store, og tæve de små.

Han lærte også at la’ vær’ med at spørge,

og at tro på det, han ikke ku’ forstå.

Som alle andre fik Larsen eksamen,

og gik i sheiktøj og følte sig stor.

Han tænkte: først nu begynder vi livet

men en skønne dag blev han sat på kontor.

Han havde regnet med avancementer,

og ganske vist var der chancer ret tit.

Men de blev nappet af chefens nevøer,

skønt i mange år ha’d Larsen gået og slidt.

Han havde tænkt sig et hus med garage

og rigtig have, der ku’ vær’ hans egen.

Men det blev kun til to værelser med kammer

og en cykel og en bus, når det var regn.

Han havde tænkt sig en blomstrende kone

og mange glæder, og børn sku’ de ha’.

Men der var ikke til børn i hans gage

og hans kone blomstred’ alt for hurtigt af.

Han havde tænkt sig så mangt og så meget

men overalt var der altså hejst “stop”.

Og sådan går det med alle de Larsner,

som man aldrig kan få til at vågne op.

Det ku’ bli’ så godt, men nu det’ faktisk skidt.

T: Svend Møller Kristensen, M: Bernhard Christensen & Herman D. Koppel