Det var en kold og stormfuld nat,
vi skimted' Doverfyrets blink så mat,
og himlens stjerner var skjult med skyer grå,
og vinden peb i takkel, mers og rå.
Det triste vejr, den kolde vind
bortjog de raske gutters glade sind.
Ja tavs var alle, selv tavs var ulkens mund,
det var, som aned' han en alvorsstund.
Da lød kaptajnens klare røst:
"Se gutter, der om styrbord ret mod øst,
det er en sejler, jeg kender den så vist,
jeg mindes tørnen fra, jeg så den sidst".
Det var en kold og stormfuld nat,
mod Norges kyst vi havde kursen sat,
da kom den sejler, vi skimted' her på stand,
da sank vort gode skib med alle mand.
Til døden dømt det var vor båd,
den måtte bøje sig for søens bråd.
Den sorte sejler med vimpel gul og rød
den varsler undergang og gutters død.
Ved fire glas vort skib forsvandt,
den stolte skude sin grav i bølgen fandt;
men Gud var med os i al vor sorg og nød,
han frelste alle fra den kolde død.
En ting jeg ved, går kloden rundt,
den sorte sejler ved midnat varsler ondt.
Og sagnet siger, den farer stadig om
på havet fredløs, thi det er dens dom.
Walter Jonas