Hun blev til verden båren i Adelgade ni
på kvisten over gården, hun var vist nummer ti.
Hun levede sin barndom i gyde og i gård,
og rendestenens lilje, hun blev med hud og hår.
Da hun blev konfirmeret, på en fabrik hun kom,
men det var ikke noget, den lille syntes om.
Hun havde smag på livet, hun elskede sang og spil.
Hvad rager det så andre, at det gik ad helvede til.
En mund foruden tremmer, et tjavset drengehår
to falske sorte øjne, i skæve sko hun går,
en laset, pjaltet kjole - ja, den er tyd'lig nok:
hun er en sikker type i Nyhavns faste stok.
Hun kommer dér hver aften, når midnatsklokken slår
i en af Nyhavns knejper, hvor hendes aften går.
Men af og til på Sundholm, dér får hun sin bekomst,
for rendestenens lilje er nu en knækket blomst.
T: Ukendt, M: Traditionel
[Perletand:]
Jens Vejmand ...
Nu er det jeg vil sige til jer, I piger små:
I skal ej kapre prinser, for de fra jer vil gå.
Nej, find jer kun et mandfolk, og ingen dromedar.
Ellers får I det som en høne, der ingen hane har.