Anne Mari

Anne Mari, giv mig lov at fortøje, / til skibet går.

Giv mig en snaps og et kys og en køje, / før klokken slår.

Det er dig jeg ka' li', / giv mig lov til at bli', / Anne Mari!

Jeg skal gå klokken ni, / så er alting forbi, / Anne Mari!

Så længe vi sejler, jeg længes, min ven,

og når jeg er hjemme, du har mig igen.

Du er mit sværmeri, / det er dig jeg ka' li',

Anne Mari!

Kosten er sløj, og kahytterne trange / fra kyst til kyst.

Tørnen er drøj, ja, og timerne lange, / men jeg ved trøst.

Når min vagt er forbi, / har jeg dit skilderi, / Anne Mari!

Og det trøster mig, thi / det er dig, jeg ka' li', / Anne Mari!

Så tæller jeg dage og uger, min ven,

indtil jeg derhjemme kan hviske igen:

Gi' mig lov til at bli', / det er dig, jeg kan li',

Anne Mari!

Pigen, der elsker de begede gutter, / er ofte svag.

Tit nok et venskab begynder og slutter / den samme dag.

Og i dag har jeg fri, / gi' mig lov til at bli', / Anne Mari!

Luk kun øjnene i, / mens jeg tæller til ti, / Anne Mari!

Et kys er mer farligt end skummende søer,

for det ender med bryllup og hus i Korsør,

og så går jeg i hi / med den tøs, jeg kan li',

Anne Mari!

T: Sigfred Pedersen, M: Harald Mortensen