Mens sorg og glæde skifter, og livet går sin gang,
jeg synger denne vise ”Den arbejdsløse sang”.
Det er min egen skæbne, der ligger gemt deri:
For mig fik livet aldrig den glade melodi.
De kære barndomsminder jeg gemmer i mit sind:
Når aftenklokken ringed, da kyssed mor min kind,
da faldt så tit en tåre på puden i min seng,
så loved’ jeg at være en sød og artig dreng.
På livets skyggeside må jeg bestandig gå,
jeg trænger til lidt solskin, for dagen er så grå.
Jeg fødtes til at vandre på livets landevej,
og når jeg engang forsvinder, vil ingen savne mig.
I storm og regn derude må jeg bestandig gå
fra dør til dør og håbe, - bestandig banke på,
men engang vil det lykkes! Da standser jeg min gang,
jeg synger aldrig mere ”Den arbejdsløses sang”.”
T: Anker Hansen, M: Rolf Breill