Jeg har skrevet til Linnéa, jeg har skrevet til min ven,
jeg fik svar den nittende i denne måned.
Jeg har smykket hendes værelse med blomster og med grønt,
og på væggen malerierne så kønt.
Jeg har sejlet og berejst så mange lande på vor jord,
mangen pige har jeg nærmere beskuet.
Men når pengene var brugt, og når man ensom gik ombord,
så fortrød man mange ting, man havde gjort.
Men den pige, som er tro mod den, hun en gang lovet har,
har tit større magt end stormene derude.
Når man ta’r portrættet frem, som man på kistebunden har,
ja så mærker man, at ingen er så rar.
Og det lokker, og det hvisker, og det hugger i en mand,
når man ser portrættet af sin svenske flicka.
Den som altid er i land, og hos sin kære være kan,
kender ikke nog’t til livet som sømand.
Tørne ind i våde klæder i en sur og ussel skans,
og så ud igen, og alle op i masten!
Når orkanens alle djævle på Atlanten går til dans,
skal en sømand uden svigten gå til hånds.
Men fra Baltimore til Vinga gik det roligt med den bøn,
jeg vil håbe, at min ven har været trofast.
For på land går værre hajer end dem, man kan se på søen,
og en sømand kan bli’ lured for sin løn.
I min Bohuslenske hytte vil jeg vente på min ven,
jeg har lovet hende giftermål og troskab.
Jeg har smykket hendes værelse med blomster og med grønt,
og på væggen malerierne så kønt.
Jeg har smykket hendes værelse med blomster og med grønt,
og på væggen malerierne så kønt.
Evert Taube, tillempet dansk v. Henning Langkjer