Adolf var af stand velbåren,
men han elsked Thora uden held;
så sprang han lige ud fra Rundetåren,
og slog sig rent forskrækkelig ihjel.
Thora sad og græd ved nålen.
Da hun fik at vide Adolfs død,
gik hun hen og drak af vitriålen,
og døde af den slemme drik, hun nød.
Adolfs fader tålte ikke,
at hans søn så skrækkelig omkom;
traurig hængte han sig i en strikke,
da først han havde drukket flasken tom.
Moderen fik knap fornummen,
at de andre sådan vandred bort,
før hun tog en snaps af opiummen
og sov sig død, ak, livets fryd er kort.
Thoras far var død, men moren
troede Thora mored sig på bal.
Da hun hørte, Thora var kreporen,
hun droned sig i Fred'riksholms Kanal.
Thoras onkel, stabssergenten,
da han fatted, Thora var ej mer,
skød han sig, og 11 børn og tanten
med røgsvagt krudt og repetergevær.
Deres skrædder var af slagsen;
da han mærked, kunderne blev væk,
myrded' han sig samme dag med saksen.
Da konen så det, døde hun af skræk.
Og en mand, som kom fra Fyen,
skønt han ingen af dem havde kendt,
da han så, hvor galt det stod til i byen,
så skød han sig ved Thoras hus - omtrent.
Jeg, som drejer denne kasse,
jeg er ked af livet, ser I vel,
men jeg vil ikke dø som denne masse,
nej, jeg vil langsomt drikke mig ihjel.
T: Julius Strandberg, M: Gl. skillingsvise