Helt fra Moskva til de fjerne grænser,
helt fra sydens fjeld til Ishavs strand
skrider men’sket frem som egen herre
i sit store vide fædreland.
Overalt er livet frit og lystigt,
Volgas strømme glider jævnt sin gang.
Over alt vi elsker vore unge,
og de gamle ejer hædersrang.
Du, mit land, du mægtige og kære,
mark og skov og elv, og alt er mit.
:/: Ikke noget andet land jeg kender,
hvor et men’ske ånder mere frit. :/:
Vore marker kender ingen grænser,
vore byer er som stjerners hær.
Kammerat er ordet, som vi elsker
mest af alle ord, som er os kær.
Med det ord, der føler vi os hjemme,
hvid og sort har hos os den samme ret.
Kammerat, det ord, det gi’r til kende,
at vi alle er af den samme æt.
Du, mit land, du mægtige ...
Over landet suser vårens vinde,
mere lyst bli’r livet dag for dag.
Intet steds i verden kan du finde
smil og kærlighed som i vort lag;
men hvis fjenden prøver at slå ned os,
står vi vagt om vore fædres jord,
og i hellig vrede vil vi værge
landet, som en søn sin kære mor.
Du, mit land, du mægtige ...
T: Lebjebew, M: Dunajewski 1935