Slaget på Reden

Dengang da de ved København med Admiral Nelson droges,

det var en høj skærtorsdag, de bestilt' ik' andet end sloges.

Det startede ved kirketid, da de ha'd ringet sammen;

men klokken den blev over tre, før Nelson sagde amen.

Og det var mig og Jens og Per - vi kom fra samme by,

og på et skib, der hed Prøvesten, der mødtes vi påny.

Ved tiden klokken den var otte, og vi havde fået vor's davre,

da råbte kaptajnen: "Karle! lad mig se, I ikke sover."

Og alle de skibe, der drev forbi, de smed der's kugler til os.

Tilsidst så kom der hele tre, som så blev liggend' ved os.

De skød, og vi skød. Vor kaptajn - Per Lassen blev han kaldt -

han råbte for hver en kugle, der kom: "Den må vi ha' betalt!"

De kugler fløj så tæt som hagl og peb så højt som hjejler;

de slog os over ende, som når man spiller kegler.

Og ved en salve midt på da'en, da trimled' Jens og Per.

Jeg sukked ved mig selv og sagde: "Nu ses vi aldrig mer."

Så blev vi ved at kæmpe så'n, og alle var forslået,

og klokken gik til fire, og vi havde ingen føde fået.

Tilsidst blev engelskmanden ked af al det her chancering;

vor løjtnant tørred' panden og sa'e: "Hold inde med håndtering!"

Så skred jeg i en båd til land, og fik mig nog't at bid' på;

jeg gik og åd, for der var ik' en plet, som jeg ku' sidd' på.

Da kom der en, jeg kendt', og sagde: "Har du været med i sættet?"

"Ja lidt," sagde jeg. - "Da er," - sagde han, - "de andre på lazarettet."

"Hvad? Hvem?" sagde jeg. - "Jo Per og Jens da, dine kammerater."

"Så er det ikke værd," sagde jeg, "at vi star her og prater."

Jeg troede, de var slået ihjel; jeg så med egne øj'n

de trimlede omkuld javist - men det var altså løgn.

Jeg troede de var slået ihjel, de trimlede omkuld.

Jeg så det jo, men tak og lov for mine gluggers løgn.

S.S.Blicher efter skillingsvise, rigsdansk: Steen Veigaard og Henning Fisker Langkjer,  Melodi: Steen Veigaard