Når bonden har draget sin høst i sin lo,
og høet dufter på stænget,
så kender jeg en, der aldrig fik ro,
men med byrde på byrde blev dænget.
Og når sig en festlighed borgeren har,
lysstråler i prismerne briste,
så kender jeg en, der om morgenen var
den første, om aftenen den sidste.
Når ensom jeg sad i det fattige bur,
hvor tjenestepigen har hjemme,
jeg følte mig ofte som fange bag mur.
Hvem spurgte om mig og min stemme.
Ja før stod jeg bag - på den mørkeste plet.
Jeg tav, og jeg tålte forbandet.
Men nu står jeg frem, og jeg kræver min ret
med de fineste fruer på landet.
For nu bli'r der lyst på småfolkets vej,
jeg aner den fremtid, der kommer.
Og nu skal vi hjælpes ad du, og så jeg,
og så bli'r i Danmark der sommer.
T: Johan Skjoldborg, M: Leif Varmark