Dengaang te de ve Kjøvenhavn med Amral Nelson droges,
det var en hyw Skærtorsdag, de bestilt ett andet end sloges.
Det Pust begyndte ved Kirketid, da de havde ringet sammen;
men Klokken den blev tre saawal, før Nelson han saae Amen.
Og det var mæ og Jens og Per - fra jen By alle tre,
og paa en Skib, hed Prøvesten, der var vi ogsaa med.
Den Tid te Klokken den var otte, og vi havde faaet vor Dovre,
da raabte Kaptajnen: »Karle! lad mig se, I ikke sover.«
Og alle de Skibe, der drev forbi, de smed deres Kugler te wos.
Tilsidst saa kom der tre med et, og de blev leggend ve wos.
De skød, og vi skød. Vor Kaptajn - Per Lassen var'ed, de kaldt ham -
han raabt for hver en Kugle, der kom: »Den maa vi ha betalt ham.«
De Kugler fløw saa tykt som Smul og peb som nue Hjejler;
de kom og slog wos øwer End, som naar de spiller Kegler.
Og midt paa Dawen we en pas, da trimled Jens og Per.
A sukked we mig selv og sagde: »Nu ses vi aldrig mer.«
Saa blev vi ved at punses saan, og det var reele haardt,
for Klokken gik til fire, og vi havde ingen Onnen faaet.
Tilsidst blev Engelskmanden kyw af aal den her Haandtering;
vor Løjtnant tarred hans Pand og saae: »Hold inde med Chargering!«
Saa skred jeg i en Baad te Land, og fik mig nøj aa bid' paa;
a gik og aad, for der var ett en Plet, te a ku sidd aa.
Der kom da en, a kendt, og saae: »Har du været i Labeten?«
»Ja lidt,« saae a. - »Da er,« - saaee han, - »de andre paa Lazareten.«
»Hvad? Hvem?« saae a. - »Ih! Per,« saae han, »og Jens, di Kammemerater.«
»Saa er det ikke war,« saae a, »te vi staa her og prater.
A tænt, te de var slaawn ihjel; a saa jo for mi Øwn
de trimled over Ende - ih nu! - da var'ed vel, de'r løwen.
T: St. St. Blicher, M: Traditionel